Some of god’s greatest gifts…

…are his unanswered prayers.

BOM… så lagde bloggen hårdt ud med både Garth Brooks og Gud i et og samme blogindlæg. Så mangler vi kun Prinsegemalen og Ole Steffensen, så er holdet sat.

Ovenstående citat er fra et af country-musikkens helt store stjerner Garth Brooks. Sangen handler kort fortalt om, at det godt kan være, at man tror man vil have noget, men at man i virkeligheden tager fejl – og så er det godt gud ved bedre.

I Garth Brooks tilfælde er dette noget, en kvinde han i high school troede han ville have, og længe har tigget og bedt gud om at give ham (?), og som han så senere møder, hvor hun er blevet noget mere trist og skanky (fri fortolkning). Så kigger han på sin kone og takker gud for, at han vendte det døve ører til hans hormon-liderlige-teenage bønner.

I Garths tilfælde kan dette selvfølgelig også handle om, at da han senere møder high school-skanken er han en country-megastjerne, og har derfor frit valg i skønne kvinder i samtlige stater i midt-vesten. Derudover er det værd at bemærke, at den kone gud havde givet ham på daværende tidspunkt, alligevel ikke var den rigtige (da han fandt en ny kvinde – samtidigt).

Hvis i ser bort fra, at både gud og Garth har det stramt med det der med kærlighed og matchmaking, så er det da interessant (og skræmmende), at tænke på, hvordan livet havde set ud, hvis alt hvad man havde ønsket sig som kåd teenager var gået i opfyldelse. Jeg mener – jeg kunne ligge søvnløs og skrive med selvlysende neglelak på væggene om hvordan jeg skulle have tre børn inden jeg var 17 med Knallert-kasper, og hvordan dette skulle forenes med en lysende karriere som professionel klub-danser (ikke stripper, ej nej nej jeg sku have pelsbenvarmere på ;).

En eller anden kiggede nok hovedrystende ned eller op og sagde noget i retning af: “stakkels Sofie hun ved ikke bedre – jeg må hellere forhindre dette ved at udstyre hende med en kæmpe numse og samtidigt introducere Knallert-kasper for Knæklys-karen”.

Jeg græd mine øjne ud. Dengang mest over, at Knallert-Kasper nu havde en anden bag på sin Jog. Nu mest over numsen. Men alt i alt, nu hvor jeg ser tilbage som voksen og klog på livet, så var det skisme i orden. Jeg takker Garth for de uopfyldte bønner og hjernen for sin evne til at efterrationalisere tab til gevinst.

Sofie

P.s. hvorfor jeg ved så meget om Garth vender jeg måske tilbage til. Indtilvidere: