Om ikke at være doven

Kunsten at lave snedige positive omformulering er noget jeg flittigt træner mig selv i. Det er meget vigtigt for ens omdømme og billed af sig selv, at man altid formulerer sig positivt. Nogle gange er jeg så god, at jeg selv tror på det.

Et af de steder hvor jeg har et ekstra stort behov er når jeg dovner den, eller rettere sagt fordyber mig i stille undren, restituerer eller foretager sociologiske studier af mennesker jeg kunne ville have adgang til via fjernsynet.

Her kommer en lille historie, man ku kalde et eksempel på ego-styrkende fortælleteknik:

Jeg er af den overbevisning, at for at blive rigtig klog, altså sådan rigtig erkende noget, skal man give det plads. Man kan ikke fremtvinge det, man skal være parat med et åbent hjerte og en klar hjerne. Dette gøres absolut bedst med benene oppe, reality på fjernsynet og cola i glasset. For, som jeg engang har læst et sted (?), er der mindre hjerneaktivitet når man ser let fjernsyn end når man sover, og man må derfor være klar som bare faen.

Erkendelse kan altså ikke jages, så de der typer, der læser tunge bøger fordi et fjernsyn ikke er noget de ejer (gud forbyde det), er helt forkert på den. Man kan ikke beslutte sig for at erkende noget, det kommer til en, når man giver slip på frustrationen over ikke at forstå. Man er som en sulten harddisk når man via tv’ets særlige afslappende effekt kommer i en særlig form for meditativ tilstand, der ikke må forveksles med, at man stener, flyder eller andre nedladende formuleringer.

Samlet set er det vigtigt ikke være snobbet, for meditation er vel ikke det man gør, men snarere den tilstand man kommer i. Så hvis Malou Stella og sofa er min vej, så er det den kunst, der skal forfines 🙂

Andre gode bud på positive omformuleringer og såkaldt ego-styrkende fortælleteknik?